Om Jagtforeningen

På denne side

Om Jagtforeningen

Asminderød-Grønholt Jagtforening er hjemhørende i Fredensborg Kommune (geografisk:tidligere Fredensborg-Humlebæk). 

Foreningen blev stiftet som “Jagtforeningen for Asminderød-Grønholt Kommune” den 24. marts 1939.

Stifterne var 15 grundejere som ønskede at fremme vildtbestanden i lokalområdet. En betingelse for at blive medlem var dengang at man enten ejede jord eller lejede jagtterræn i kommunen.

Først i 1971 frafaldt kravet om at man skulle have jagt i kommunen for at blive medlem, dog skulle man godkendes af bestyrelsen såfremt man ikke var bosiddende i kommunen. Den første formand, en af stifterne af foreningen, Jørgen Nielsen, Kromosegård i Humlebæk, sad som formand i 30 år, derefter fulgte Christian Berthelsen, plantemester på planteavlsstationen i Humlebæk, som formand i 17 år.

I 1986 blev Jørgen Hansen, Grønholt formand, sad i 25 år til han måtte stoppe p.g.a. sygdom. Efter ham fulgte Kurt Drasbek, radioforhandler fra Humlebæk, han havde været næstformand i 25 år, og næsten 40 år som bestyrelses medlem, han var formand i 3 år, hvorefter Jan Heimann overtog posten i november 2013 og blev i 2014 afløst af Kirsten Skovsby. I 2021 på Generalforsamlingen den 2. juni blev Kirsten Skovsby afløst af Peter Hammershøj.

I dag (2021) har foreningen omkring 800 medlemmer, og man kan blive medlem når blot man er “uberygtet”, har almen interesse for jagt samt ønsker at støtte foreningen gennem medlemskab. Foreningen er medlem af Danmarks Jægerforbund, der er en paraplyorganisation for lokale danske jagtforeninger. Ved at mange små jagtforeninger går sammen opnås indflydelse der sikrer at de danske jægeres interesser varetages både nationalt og internationalt.
Danmarks Jægerforbund udgiver 11 gange årligt bladet “Jæger” som fremsendes til alle medlemmer.

På generalforsamlingen uddeles Christian Bertelsen’s pokal for god jægerindsats.

Bestyrelsen

Bestyrelsen konstitueret den 29. Februar 2024.
Du kan kontakte hele bestyrelsen, formand eller kasserer på email, se under kontakt

Medlemmer af bestyrelsen:

Udvalg

Asminderød Grønholt Jagtforenings udvalg er de arbejdsgrupper som gennemfører
bestyrelsens beslutninger på hver deres kompetenceområde.

Har du lyst til at deltage aktivt kan der være mulighed for at blive optaget i et eller flere
udvalg.

Information og ønsker fra foreningens medlemmer er altid velkommen både via udvalg og
direkte til bestyrelsen.

Jagt-udvalget tager sig af opgaver som bl.a. aftaler, planlægning og koordinering af foreningsjagter kommunale såvel som private.

Medlemmer af jagtudvalget:

Kommunikationsudvalget søger primært for blad og hjemmeside. 

Medlemmer af kommunikationsudvalget:

Riffleudvalget forestår arrangementer og koordinerer adgang til riffelbaner til træning, indskydning og konkurrence. Riffeludvalget er altid behjælpelig med instruktion og vejledning i forbindelse med aktiviteterne på skydebanen.

Medlemmer af riffeludvalget:

Flugtskydningsudvalget sørger for skyde-uddannelse og -instruktion af jægere. Skydeinstruktion foregår på Langstrup Flugtskydningsbane, hvor både banen og foreningen stiller instruktører til rådighed for medlemmer.

Medlemmer af flugtskydningsudvalget:

Ny diciplin på programmen, buejagt/bueskydning. Bueudvalget sørger for muligheder for træning og instruktion på Langstrup Aktivitetscenter.

Medlemmer af bueudvalget:

Når det gælder hundearbejde, hundetræning er det Hundeudvalget som er foreningens kompetencecenter. 

Medlemmer af hundeudvalget:

Generalforsamling - seneste referat

Generalforsamling Asminderød Grønholt Jagtforening 27. februar 2025

  1. Valg af dirigent og referent
    Dirigent: Lars Egedal
    Referent: Mads Søholm
  2. Aflæggelse af beretning om foreningens virke siden sidste ordinære generalforsamling ved formand Peter Hammershøj:
    Bestyrelsens beretning for det forgangene årer forholdsvis kort fra min side, men til gengæld vil formændene for de forskellige udvalg få ordet for en kort bemærkning.
    Skydebane: Efter den megen ballade om patroner, forsikringer og fusioner har dagliglivet indfundet sig på skydebanen. Rigtig mange er glade for de nye patroner, men det kostede banen retten til at afholde haglskydeprøver, da der ikke var nogen patroner i kaliber 20. Det ser dog ud til at dette snart løser sig. Til stor glæde for de efter mange der skyder med denne kaliber.
    Hjortevildt: For 12 år siden slap der 6 stk. ud fra Stasevang indhegningen og for en uge siden kunne et af vores medlemmer ved hjælp af en drone tælle en rudel på ikke mindre end 40 stk. Det må siges at være en flot formering. Og derfor skal der lyde en stor tak til lodsejere der beskytter og lægger jord til den voksende bestand. Der er oprette et hjortelaug, Karlebo Hjortelaug som man kan følge på Facebook. Men ingen succes uden misundelse og ulykker. I efteråret var en bilist på motorvejen ved Nivå tæt på at miste livet, da en stor hjort sprang ud foran ham. En hjort og en bil med 120 km/t er ikke sund kombination. Føreren slap med mindre skrammer, men både bil og hjort gik til. I jagttiden blev en sølvmedaljehjort skudt i området ved Hesselrød. Pludselig blev jeg præsenteret for rygter om at hjorten var skudt på en ejendom på 4,6 ha. Altså for lille til at udleje jagt. Heldigvis kendte jeg skytten og forlagde rygtet for ham og han kunne, som jeg forventede, godtgøre at hjorten var skudt på en hel anden ejendom. Og jeg kunne derfor mane dette rygter til jorden. Jeg vil gerne opfodre til at man undlader at sprede sådanne rygter, men undersøger dem ordentligt. Det tjener ikke jægerne at være vores egen værste fjende.
    Kurser: AGjagt fortsætter i samarbejde med Hillerød Jagtforening, med at arrangere og afholde forskellige kurser i løbet året. Der vil blive udbudt kurser i Vildtsundhed og hygiejne, Jagtledelse, Pølsekursus, Lokkejagt på ræv og et kursus under uddannelsen DJLeder. Disse bliver slået op på alle medier når de er klar. Desuden vil jeg gerne opfodre til at I kigger på kursusreolen hos DJ. Der er mange forskellige interessante ting.
    Instruktører: Vi fortætter med at sende folk på instruktørkurser, bl.a. bueinstruktør og flugtskydningsinstruktør. Og skulle der sidde en med en glødende interesse for hundetræning, så tag en snak med Ann-Katrine.
    Årsnåle: I år er der 9 der kan modtage henholdsvis 25 årsnåle og 30 årsnåle. Desværre er der mange der ikke har opdateret deres oplysninger hos DJ. Af de 9 har jeg kunnet ringe til en, som desværre ikke havde mulighed for at komme i dag. Jeg ved, at der sidder nogle rundtomkring der har været medlem i meget længere tid. Men der er ikke noget medlemsregister før 1992, hvor DJ blev oprettet. Så hvis du vil have din årsnåle fra før 1992, så henvend dig til mig. Jagtudvalget: Afholdte jagter:
    • Bukkejagt på Kommunale arealer 16 &17 maj
    • Råvildtjagt på kommunale arealer start oktober
    • Rævejagt 13 oktober i Langstrup mose
    • Jagt på Kongerslevgård 29 november
    • Bukkejagten: Der blev afholdt parole og fremvisning 7 maj og der var tilbud om hjælp til brækning af nedlagt buk. På Endrup blev nedlagt 2 bukke om morgenen den 16. Og skudt forbi til en, som blev kontrolleret med schweisshund. Yderligere blev set et par råer. 17 blev set en buk mere. På Kejserdal blev set buk morgen og aften + et par råer. På Sømosen var der meget uro hos naboen som rensede dræn, kun set en enkelt rå.
    • Rævejagten 13. Oktober i Langstrup Mose: 12 deltagere mødte frem og vi havde to såter, hos naboer og på skydebanen. Der blev set to ræve som slap bagud. Vi sluttede af med hygge og varm Jægergryde i huset.
    • Kongerslevgård 29 november: 15 deltagere var mødt frem trods det dejlige regnvejr. Der blev set flere dyr som der ikke blev skudt til. Stort tak til de fremmødte og de frivillige som gjorde det muligt, af få gennemført aktiviteterne.

    Udvalget for aktivitetscentret (skydebanen): Retssagen er afsluttet til vores fordel. Der har været test af nye mindre støjende patroner på aktivitetscenteret. I den kommende periode vil der også komme mulighed for at skyde med støjsvage 20er patroner.
    Hundeudvalget: Der har været fire hold, to i foråret og to i efteråret. Der er forsøgt at oprette et hvalpehold, men desværre har der kun været tilmelding fra én. Holdet bliver slået op igen i april. Der er startet et lydighedshold og senere kommer et apporteringshold. Der oprettes to hold igen til efteråret.
    Bueudvalget: Træning starter kl. 18.00 når lyset tillader det. Der bliver tilføjet ressourcer i form af Mikkel, der tager instruktørkursus.
    Reguleringsudvalget: Siden sidste generalforsamling er der fanget seks ræve og tre mink. Rågereguleringen har haft effekt. Helsingør kommune er kommet med. Grønt råd Nivå Engfjord kan potentielt blive til noget.
    Kommunikationsudvalget: Der har ikke været stor udvikling, men mest drift. Fokus på hjemmesiden og udvikling af denne.
    Riffeludvalget: Der mødte 35 skytter op til DJs riffelprøve, flere til guld og sølv. Fremadrettet skal skytter til Selinevej på Amager. Foreningen har lejet elgbanen på Hanebjerg. Der er tilmelding på hjemmesiden.
    Vildtagerudvalget: Den 26. august kl. 17.00 er der markvandring på vildtageren ved Hørsholm. Se hjemmesiden for yderligere information og tilmelding.
    Gravjagtsudvalget: Der er anskaffet et WeHunt system, hvor alle grave bliver lagt ind. Bertelsens pokal blev givet til Allan Nielsen for hans store arbejde med bueskydningen.
    Bestyrelsens beretning godkendt.

  3. Fremlæggelse af det af revisoren gennemgåede årsregnskab til godkendelse Christian Færch gennemgik regnskabet. Regnskabet godkendt.
  4. Indkomne forslag Ingen indkomne forslag.
  5. Fastlæggelse af kontingent Aktivitetsmedlem: 152 kr. Ordinært medlem: 152 kr. Kontingenter vedtaget.
  6. Valg af bestyrelsesmedlemmer På valg er: Peter Hammershøj, modtager genvalg Christian Færch Jensen, modtager genvalg Peter og Christian genvalgt.
  7. Valg af suppleanter På valg er: Morten Munk Sørensen, modtager genvalg Jørgen Østergaard, modtager genvalg Uffe Phillip, modtager genvalg Lui Hermann, modtager ikke genvalg Morten, Jørgen og Uffe genvalgt.
  8. Valg af revisorer På valg er: Steen Hay Simonsen Steen genvalgt.
  9. Valg af revisorsuppleant På valg er: Signe Kreiner Signe genvalgt.
  10. Eventuelt. Vildtforvaltningsrådets indstilling om udsætning af fugle. Indstillingen er til høring hos partierne. Det opfordres på det kraftigste til at man indberetter, hvis man udsætter fugle. Jagtens dag afholdes i samme weekend som Roskilde Dyrskue på Jægerspris skydeterræn. Distrikt 4s medlemmer af kredsbestyrelsen har stillet krav om at kredsbestyrelsen bliver et organ, der klæder HB medlemmet politisk på til at løfte dennes opgaver i hovedbestyrelsen fremfor at være et aktivitetsorgan.

Æresmedlemmer

Kurt Drasbek

Kurt Drasbek har været i bestyrelsen i mere end 35 år, været formand for år 3 indtil han udtrådte i 2013. Æresmedlem siden 2014

Poul Jespersen

At blive æresmedlem i Asminderød Grønholt Jagtforening er noget man må gøre sig fortjent til, og det har Poul i høj grad. Vi tror ikke, at der er nogen hverken i Danmarks Jægerforbunds rækker eller i vores lokal miljø som ikke kender Poul. Poul har arbejdet for jægerne og jagtens sag med et utroligt engagement. Har der været kurrer på tråden til lokalpolitikerne, så har Poul været der og fået det reddet ud. Er der nogen som vil lære om jagten, ja så har Poul undervist aften efter aften. Er der nogen som har brug for en god instruktør på skydebanen, ja så har Poul været der. Er der nogen der siger bestyrelsesarbejde, ja så er Poul der. Æresmedlem siden 2021

Knud Bøjland

Bestyrelsen har beslutte at udnævne Knud til æresmedlem af Asminderød-Grønholt Jagtforening fordi han igennem 65 år har været et meget aktivt medlem, både som engageret rævejæger og i bestyrelsen for AGJagt, som han blev medlem af i 1972. Knud har valgt at lægge den aktive jagt på hylden, men vi håber han fortsat vil være en del af Asminderød-Grønholt Jagtforening og holde historierne i live. Æresmedlem siden 2023

Nyhedsbrev
Få seneste nyt om jagtsæsonen, aktiviteter, arrangementer og tips – direkte i din indbakke.

Indtast din email adresse, og aktivér dit nyhedsbrevsabonnement