Generalforsamling Asminderød Grønholt Jagtforening 27. februar 2025
- Valg af dirigent og referent
Dirigent: Lars Egedal
Referent: Mads Søholm - Aflæggelse af beretning om foreningens virke siden sidste ordinære generalforsamling ved formand Peter Hammershøj:
Bestyrelsens beretning for det forgangene årer forholdsvis kort fra min side, men til gengæld vil formændene for de forskellige udvalg få ordet for en kort bemærkning.
Skydebane: Efter den megen ballade om patroner, forsikringer og fusioner har dagliglivet indfundet sig på skydebanen. Rigtig mange er glade for de nye patroner, men det kostede banen retten til at afholde haglskydeprøver, da der ikke var nogen patroner i kaliber 20. Det ser dog ud til at dette snart løser sig. Til stor glæde for de efter mange der skyder med denne kaliber.
Hjortevildt: For 12 år siden slap der 6 stk. ud fra Stasevang indhegningen og for en uge siden kunne et af vores medlemmer ved hjælp af en drone tælle en rudel på ikke mindre end 40 stk. Det må siges at være en flot formering. Og derfor skal der lyde en stor tak til lodsejere der beskytter og lægger jord til den voksende bestand. Der er oprette et hjortelaug, Karlebo Hjortelaug som man kan følge på Facebook. Men ingen succes uden misundelse og ulykker. I efteråret var en bilist på motorvejen ved Nivå tæt på at miste livet, da en stor hjort sprang ud foran ham. En hjort og en bil med 120 km/t er ikke sund kombination. Føreren slap med mindre skrammer, men både bil og hjort gik til. I jagttiden blev en sølvmedaljehjort skudt i området ved Hesselrød. Pludselig blev jeg præsenteret for rygter om at hjorten var skudt på en ejendom på 4,6 ha. Altså for lille til at udleje jagt. Heldigvis kendte jeg skytten og forlagde rygtet for ham og han kunne, som jeg forventede, godtgøre at hjorten var skudt på en hel anden ejendom. Og jeg kunne derfor mane dette rygter til jorden. Jeg vil gerne opfodre til at man undlader at sprede sådanne rygter, men undersøger dem ordentligt. Det tjener ikke jægerne at være vores egen værste fjende.
Kurser: AGjagt fortsætter i samarbejde med Hillerød Jagtforening, med at arrangere og afholde forskellige kurser i løbet året. Der vil blive udbudt kurser i Vildtsundhed og hygiejne, Jagtledelse, Pølsekursus, Lokkejagt på ræv og et kursus under uddannelsen DJLeder. Disse bliver slået op på alle medier når de er klar. Desuden vil jeg gerne opfodre til at I kigger på kursusreolen hos DJ. Der er mange forskellige interessante ting.
Instruktører: Vi fortætter med at sende folk på instruktørkurser, bl.a. bueinstruktør og flugtskydningsinstruktør. Og skulle der sidde en med en glødende interesse for hundetræning, så tag en snak med Ann-Katrine.
Årsnåle: I år er der 9 der kan modtage henholdsvis 25 årsnåle og 30 årsnåle. Desværre er der mange der ikke har opdateret deres oplysninger hos DJ. Af de 9 har jeg kunnet ringe til en, som desværre ikke havde mulighed for at komme i dag. Jeg ved, at der sidder nogle rundtomkring der har været medlem i meget længere tid. Men der er ikke noget medlemsregister før 1992, hvor DJ blev oprettet. Så hvis du vil have din årsnåle fra før 1992, så henvend dig til mig. Jagtudvalget: Afholdte jagter:- Bukkejagt på Kommunale arealer 16 &17 maj
- Råvildtjagt på kommunale arealer start oktober
- Rævejagt 13 oktober i Langstrup mose
- Jagt på Kongerslevgård 29 november
- Bukkejagten: Der blev afholdt parole og fremvisning 7 maj og der var tilbud om hjælp til brækning af nedlagt buk. På Endrup blev nedlagt 2 bukke om morgenen den 16. Og skudt forbi til en, som blev kontrolleret med schweisshund. Yderligere blev set et par råer. 17 blev set en buk mere. På Kejserdal blev set buk morgen og aften + et par råer. På Sømosen var der meget uro hos naboen som rensede dræn, kun set en enkelt rå.
- Rævejagten 13. Oktober i Langstrup Mose: 12 deltagere mødte frem og vi havde to såter, hos naboer og på skydebanen. Der blev set to ræve som slap bagud. Vi sluttede af med hygge og varm Jægergryde i huset.
- Kongerslevgård 29 november: 15 deltagere var mødt frem trods det dejlige regnvejr. Der blev set flere dyr som der ikke blev skudt til. Stort tak til de fremmødte og de frivillige som gjorde det muligt, af få gennemført aktiviteterne.
Hundeudvalget: Der har været fire hold, to i foråret og to i efteråret. Der er forsøgt at oprette et hvalpehold, men desværre har der kun været tilmelding fra én. Holdet bliver slået op igen i april. Der er startet et lydighedshold og senere kommer et apporteringshold. Der oprettes to hold igen til efteråret.
Bueudvalget: Træning starter kl. 18.00 når lyset tillader det. Der bliver tilføjet ressourcer i form af Mikkel, der tager instruktørkursus.
Reguleringsudvalget: Siden sidste generalforsamling er der fanget seks ræve og tre mink. Rågereguleringen har haft effekt. Helsingør kommune er kommet med. Grønt råd Nivå Engfjord kan potentielt blive til noget.
Kommunikationsudvalget: Der har ikke været stor udvikling, men mest drift. Fokus på hjemmesiden og udvikling af denne.
Riffeludvalget: Der mødte 35 skytter op til DJs riffelprøve, flere til guld og sølv. Fremadrettet skal skytter til Selinevej på Amager. Foreningen har lejet elgbanen på Hanebjerg. Der er tilmelding på hjemmesiden.
Vildtagerudvalget: Den 26. august kl. 17.00 er der markvandring på vildtageren ved Hørsholm. Se hjemmesiden for yderligere information og tilmelding.
Gravjagtsudvalget: Der er anskaffet et WeHunt system, hvor alle grave bliver lagt ind. Bertelsens pokal blev givet til Allan Nielsen for hans store arbejde med bueskydningen.
Bestyrelsens beretning godkendt. - Fremlæggelse af det af revisoren gennemgåede årsregnskab til godkendelse Christian Færch gennemgik regnskabet. Regnskabet godkendt.
- Indkomne forslag Ingen indkomne forslag.
- Fastlæggelse af kontingent Aktivitetsmedlem: 152 kr. Ordinært medlem: 152 kr. Kontingenter vedtaget.
- Valg af bestyrelsesmedlemmer På valg er: Peter Hammershøj, modtager genvalg Christian Færch Jensen, modtager genvalg Peter og Christian genvalgt.
- Valg af suppleanter På valg er: Morten Munk Sørensen, modtager genvalg Jørgen Østergaard, modtager genvalg Uffe Phillip, modtager genvalg Lui Hermann, modtager ikke genvalg Morten, Jørgen og Uffe genvalgt.
- Valg af revisorer På valg er: Steen Hay Simonsen Steen genvalgt.
- Valg af revisorsuppleant På valg er: Signe Kreiner Signe genvalgt.
- Eventuelt. Vildtforvaltningsrådets indstilling om udsætning af fugle. Indstillingen er til høring hos partierne. Det opfordres på det kraftigste til at man indberetter, hvis man udsætter fugle. Jagtens dag afholdes i samme weekend som Roskilde Dyrskue på Jægerspris skydeterræn. Distrikt 4s medlemmer af kredsbestyrelsen har stillet krav om at kredsbestyrelsen bliver et organ, der klæder HB medlemmet politisk på til at løfte dennes opgaver i hovedbestyrelsen fremfor at være et aktivitetsorgan.