Deprecated: Methods with the same name as their class will not be constructors in a future version of PHP; newsletters_eventsmanager has a deprecated constructor in /var/www/agjagt.dk/public_html/wp-content/plugins/newsletters-eventsmanager/eventsmanager.php on line 33

Warning: Cannot modify header information - headers already sent by (output started at /var/www/agjagt.dk/public_html/wp-content/plugins/newsletters-eventsmanager/eventsmanager.php:33) in /var/www/agjagt.dk/public_html/wp-content/themes/AGJagt_ver_2017_1/functions.php on line 8
På vildsvinejagt i Sverige – Asminderød Grønholt Jagtforening

På vildsvinejagt i Sverige

14. maj 2020
På vildsvinejagt i Sverige

I januar i år var jeg på vildsvinejagt ved Karlskrona i Sverige. Det var min første jagt efter vildsvin, min første jagt om natten og kun min anden jagt med riffel, så jeg var på alle mulige måder spændt og forventningsfuld. Og alle mine forventninger blev fuldt ud indfriet. Her vil jeg beskrive turen med fokus på, hvorfor det hele var så vellykket set med – for denne jagtform – en ”ny”jægers øjne.

Først lidt omkring det praktiske. Jeg rejste sammen med tre kammerater fra jagtforeningen, og derudover deltog tre andre jægere og vores danske jagtleder i turen. Der var således både dejligt kendte ansigter og en mulighed for at stifte nye bekendtskaber. Turen varede fra torsdag til søndag med jagt hver aften/nat. Jagterne var tilrettelagt som anstandsjagter, hvor vi afgav skud fra hver vores skydetårn mod vildsvin ved foderplads.    

Umiddelbart efter ankomst fik vi en fælles introduktion og instruktion til jagten. Derefter kørte vi ud i skoven mod vores respektive tårne. For mit eget vedkommende blev jeg sat af ved mit tårn, hvor jeg fik sat mig til rette, anbragt riflen i tårnets åbning og rettet sigtet mod den oplyste foderplads. Der var et vildsvin i sigte – en so vurderede jeg, så jeg undlod at afgive skud. Hun var der ellers i dejlig lang tid. Efter en tre timers tid – med iagttagelse af den ivrigt ædende gris, lytten til vinden i træerne og en herlig følelse af fred og uforstyrrethed – gik turen tilbage til jagthytten. Jeg kunne faktisk godt have skudt efter soen, fik jeg senere at vide, eftersom den ikke var ledsaget af smågrise. Men den vender tilbage, blev jagtleder og jeg enige om.

En anden jæger fik skudt en galt, så da alle var tilbage ved hytten, var der parade, og derefter blev ornen pelset, brækket op og hængt på krog i kølehuset. Her var der brug for stærke kræfter, gode håndværksevner og godt teamwork. Derudover var vi privilegeret at have en kirurg iblandt os, så arbejdet blev udført med præcis og kyndig hånd. Denne afslutning på nattens jagt var både meget lærerig, stemningsfuld og ikke mindst enormt underholdende. Indendørs blev der servereret hotdogs til natmad – med pølser af vildtkød selvfølgelig.       

Fredagen begyndte med brunch, og dernæst kørte vi til foderpladserne, dels for at se området i dagslys, dels for at fylde majs i automaterne. Der blev spredt godt med majs ved pladsen ved mit tårn, og det skulle senere vise sig at have en effekt. Om aftenen da jeg kom tilbage til tårnet, var der allerede aktivitet på pladsen. Et vildsvin var i sigte – måske den fra aftenen før, men den stod desværre med enden vendt mod mig, så jeg måtte nøjes med at se på den og se den gå igen. Umiddelbart efter hørte jeg først lyden af en galt, der dernæst kom til syne under lyskeglen. Den stod helt perfekt med siden vendt mod mig og blev stående travlt optaget af at æde, så jeg havde god tid til at tage sigte og forberede min skudafgivelse. Så forsvandt den pludselig – væk fra spotlyset og ud i mørket. Øv, hvor jeg ærgrede mig over min tøven, men heldigvis vendte den tilbage. Dette forsvindingsnummer gentog sig, før jeg endelig følte mig helt parat til at afgive skud. Jeg ramte den, og den blev liggende. Jeg fik givet besked til jagtleder, og vi fik ved fælles hjælp bugseret dyret op på grabben af traktoren. Skønt at det lykkedes ikke blot at se vildsvin – og se dem forsvinde – men også at skyde en. En anden jæger skød også en galt, så tilbage ved paradepladsen var der arbejde til langt ud på natten. Knivene nåede at blive godt sløve, men vildsvinene kom på køl, og vi kom i seng.       

Om lørdagen fik jeg skåret vildsvinets tænder fri af kødet og fik rengjort hjerte og lever. Om aftenen byttede jeg tårn med en jagtkammerat, som ikke havde set skyggen af vildt fra sit tårn. Fra min nye plads hørte jeg adskillige skud i løbet af aftenen, men det viste sig at være skud afgivet af andre jægere i området. Weekenden havde tydeligvis tiltrukket flere jægere. Ingen i vores gruppe så vildsvin på denne sidste nats jagt. Til gengæld var der så ekstra tid til hygge indendørs.

Som det sidste inden afrejsen næste dag grovparterede jeg galten og lagde stykkerne i poser. Dette slagtearbejde var hårdt, og hjælp måtte hidkaldes, før det lykkedes. Trikintesten var heldigvis negativ, og jeg har siden da nydt kødet, bl.a. i ragout og i burgers. Hjørnetænderne er blevet gjort i stand og er blev forvandlet til fine smykkevedhæng – til minde om en rigtigt fin jagtoplevelse.   

Som svar på mit indledende spørgsmål om, hvorfor jagten var vellykket, vil jeg fremhæve følgende aspekter. For det første blev jagten gennemført yderst professionelt. Her vil jeg som ny i denne jagtform særligt fremhæve den fine balance mellem at uddelegere ansvaret for jagtens succes til den enkelte jæger og samtidig skabe vished om, at der var hjælp at hente om nødvendigt. For det andet var opholdet præget af en dejligt uformel og afslappet tone og atmosfære. Vi  jægere havde det kort sagt rigtigt godt sammen, og hvor fik vi grinet! Endelig var forplejningen i top – gode råvarer og god solid mad lavet fra bunden.  

Linda Mortensen, AGJ medlem